Vi stod tidligt op i dag …. klokken 7.30 vækkede Jan hele familien så vi kunne sige tillykke med dagen (eller også var det fordi vi skulle køre en noget lang tur i dag…).

Efter et par dage i Disneyland skulle turen nemlig gå mod Mammoth Lake, hvor vi har booket hotel et par dage. Mammoth lake ligger lige op til den østlige del af Yousemite nationalpark, som efter sigende er et af de flotteste steder i USA.

Det var en tur på ca. 330 miles (528 km) og 6 timers kørsel, der gik gennem et utroligt flot og smukt landskab, der startede med Mojave ørkenen og sluttede med bjergene omkring Mammoth, der er et ski-resort om vinteren. En utrolig stor kontrast og en smuk tur.

Vi fik set sne, vand, ørken, bjerge, floder og søer på vejen. Udsigten ændrede sig konstant og vi kørte blandt andet forbi Mount Whitney, der er det højeste punkt i Califonien og det højeste punkt i hele midten og den sydlige del af USA. Det er kun i Alaska der findes højere bjerge i USA! Mount Whitney ligger i en af de laveste egne i USA – det gør bare bjerget så meget større ….. Bjerget er 4.421 m over havets overflade.

Hotellet vi bor på ligger lige ved en ski lift og der ligger stadig en del sne på nogle af pisterne. Hotellet ligger i ca. 2,3 km over havets overflade. Området er et ret stort ski-resort og der er flere skilifter i området. Om vinteren er det hotel vi bor på det eneste med ski-in and out. Det betyder at det ligger lige nedenfor de fleste pister og det er ret sjovt at se dem med lidt sne på her om sommeren. Der må have været MEGET sne i den forgange vinter for der ligger stadig STORE bunker af sne ved siden af p-pladsen. Vi troede i første omgang at det var en jordbunke, men ved nærmere eftersyn så var “jorden” hvid nedenunder det øverste lag……

Vi startede turen i shorts, da vejret i Los Angelse som sædvanligt var varmt og sluttede i Mammoth, hvor vi skiftede til lange bukser og trøjer da temperaturen fald til omkring 10 grader. Det er så 3. dag i USA med lange bukser på. Vi satser på varmere vejr når vi skal på tur de næste dage, da de steder vi skal besøge ligger lidt lavere end hotellet. Men vi tager nok de lange bukser med under alle omstændigheder………… (øv – siger børnene)

Efter den lange køretur var vi alle trætte og gik tidligt i seng.