Afgang fra New York mod Lancaster, hvor vi har booket hotel for i morgen at se lidt omkring Amish People. Der bor ca 65.000 Amish People i området særligt øst for Lancaster.

Vi fik stort set pakket det hele i går aftes, så mens Jan og Charlotte hentede bilen i parkeringsgaragen, pakkede ungerne de sidste ting ned.

Turen ud af New York gik uden problemer og New York er generelt en nem by at finde rundt i pga. nummereringen af gaderne. Rigtig mange gader er dog ensrettede, men så kører man bare lidt længere frem og tager et par ekstra drej og man er på rette kurs igen.

På vejen til Lancaster havde vi planlagt et besøg i et outlet (http://www.premiumoutlets.com/outlet/philadelphia). De sidste par kilometer kørte vi i regnvejr (skybrud). Vi blev også “lidt” våde da vi skulle ind i outlet. Men vejret klarede dog op mens vi fik lidt frokost og fik handlet i de første

butikker. Stort set alle (undtagen Jakob) fik nye sko 🙂

Efter at vi havde handlet færdigt gik turen til “Country Inn & Suites by Radisson, Lancaster (Amish Country), PA”. OK hotel til prisen og det ligger dejligt tæt på landsbyerne “Bird in hand” og “Intercourse”, der ligger midt i “Amish Land”

Aftensmaden indtog vi på en restaurant i nærheden, der havde buffet. Der var super meget at vælge imellem og deres dessert buffet var også stor.

Dagen blev afsluttet med en tur i hotellets pool og spa.