Vi er jo i Vegas så penge skal der bruges. Vi er nu ikke så meget til at spille så i stedet tog vi ud i et kæmpe udendørs outlet. Der er mere end 150 butikker så vi kunne lige få vores lyst styret!

Særligt børnene fik en del. Så nu er sommertøjet næsten helt i hus for dem alle 3.

Der er stadig ret varmt i Vegas så da vi kom hjem fra shoppingturen var det poolen der kaldte!!! smiley

Senere fik vi tøj på og så måtte vi over i det cirkus der er på hotellet og se et cirkus nummer og prøve lykken i børnekasinoet/tivoliet. Vi vandt ikke rigtigt noget – efter en hel del forskellige forsøg havde vi til hele 28 bolsjer… det var hvad vi kunne få for de kuponer som vi havde “vundet”. Alle 3 børn vandt desuden en lille bamse (alle børn under 12 fik en præmie for at deltage i den bod). Desuden fik alle børn lov at prøve jeg ved ikke hvor mange ture i arkaden som er eet stort spillerum, med mulighed for en række computer/konsol spil. De dansede, kørte racerbil, motorcykel, speedbåd etc. i et godt stykke tid.

Da forældrene havde fået mere end nok af spilleriet gik vi alle på samme restaurant som i går. Her kan børnene spise gratis. Det vil sige vi har købt et ophold der hedder “kids eat for free”, der betyder at en betalende voksen kan tage et barn gratis med på en bestemt restaurant. Da alle børn under 4 er gratis betød det at vi slap med under 30 dollars for hele famlien og så kan alle spise alt hvad de orker af kolde og varme retter, salater, desserter og drikke al den sodavand man kan få ned. Dertil er der også kakao (varm og kold), juice og vand (som der ikke var nogen der tog). Da alle vores børn spiser godt af den mad der er i netop den restaurant så var det ikke nogen dårlig handel. smiley

Da vi var færdige med at spise havde klokken passeret 8 og begge drengene var noget ristede, så de orkede ikke at gå helt ned til Treasure Island for at se piratshow (de var også MEGET trætte!! og nok også mættede af indtryk). Men Louise ville gerne se showet, så hun tog med Jan derned mens drengene tog med mig tilbage til hotelværelset for at få nattøj på og spille lidt DS inden de skulle sove.

Så nu sidder vi her på hotellet og nyder roen. (Der er utroligt meget larm i Vegas, der er (høj) musik de fleste steder.)

hilsen
Charlotte